Det er de færreste mennesker, der har årsrapporten liggende på natbordet. Det skal da lige være, hvis de har problemer med at falde i søvn. Det er nok heller ikke årsrapporten, som udgør førstevalget, når turen går til sommerhuset, og der skal udvælges litteratur til de lyse sommeraftener – og det er der heller ikke noget at sige til.
Langt de fleste virksomheder vælger nemlig at fokusere alt for meget på de lovmæssige forpligtigelser og nøgtern afrapportering, når årsrapporten tager form. Den gængse tilgang er, at rapporten skal præsentere virksomhedens finansielle og sociale forhold til dens interessenter – hverken mere eller mindre. Årsrapporten præsenteres således i et formelt og seriøst format, i håb om at virksomheden fremstår professionel og snorlige.
Kreative årsrapporter
Det ironiske er, at virksomheden med en fantasiløs tilgang til årsrapporten netop ikke når ud til sine interessenter – i hvert fald ikke længere end de fem første sider, hvorefter den almindelige læser må give op. Men netop fordi de fleste årsrapporter er tynget af kedelige corporate fraser, skal der ikke meget til at skille sig ud og heraf aktivt anvende årsrapporten som en strategisk kommunikationskanal.
I dette blogindlæg kommer vi med 10 innovative eksempler på virksomheder, som netop har formået at udnytte det kommunikative potentiale, som årsrapporten besidder. De 10 kreative årsrapporter er:
- Mailchimp 2016
- Amnesty International 2011
- Podravka 2006
- Clear Media Limited 2014
- Vrijwilligersacademie Amsterdam 2011
- Bangques alimentaires Québec 2012
- Adris 2014
- Amazon Conservation Assoc. 2012
- Prometey Bank 2012
- Austria Solar 2011
1. Mailchimp 2016
Mailchimp har fået meget opmærksomhed for måden, hvorpå de præsenterer deres årsrapport. I 2016 var der tale om én lang grafisk præsentation fuld af flotte og farverige infografikker. Mailchimps produkt er kendetegnet ved ikke at tage sig selv for seriøst, og det samme gør sig gældende for deres årsrapport. Således giver årsrapporten også indsigt i, hvor mange vandballoner der blev smidt under deres praktikantprogram, samt hvor mange kopper kaffe de har drukket på kontoret det forgangne år. Med andre ord udnytter Mailchimp deres årsrapport til at fortælle noget om virksomhedens værdier og dens kultur.
Du kan se den flotte årsrapport lige her.
2. Amnesty International 2011
Amnesty International i Hong Kong producerede i 2011 deres årsrapport, som var det en avis. Avisens design bærer præg af Amnesty Internationals velkendte skrigende gule farve, som er med til at skabe opmærksomhed.
3. Podravka 2006
Den kroatiske fødevarevirksomhed Podravka gik i 2006 sammen med Bruketa&Žinić, hvor de lavede en lille kogebog gemt inde i deres årsrapport. Som om dette ikke var nok, skulle kogebogen pakkes ind i folie og herefter bages i en mikrobølgeovn, før opskrifterne kunne ses! Fik bogen for meget varme, ville den blot gå op i flammer, og du stod tilbage med ingenting. Se den noget utraditionelle årsrapport her.
4. Clear Media Limited 2014
Clear Medias årsrapport fra 2014 er bogstaveligt talt laserskåret, således at de forskellige sider udgør forskellige lag, der visuelt spiller sammen. Når årsrapporten er lukket, udgør de mange sider ét stort billede i fantastiske farver. Det kan være svært at beskrive, men du kan se den smukke og ligefrem prisvindende årsrapport her.
5. Vrijwilligersacademie Amsterdam 2011
I Holland har Da Costa Design lavet en årsrapport, hvori der er instruktioner til den japanske papirfoldekunst origami. Så ved du, hvad du skal stille op med årsrapporten, efter du har læst den – smart!
6. Banques Alimentaires Québec 2012
Hvordan gør man noget så kedeligt som en årsrapport spændende, når man tilmed er en bank? Det fandt en canadisk bank svaret på tilbage i 2012, da de præsenteret deres årsrapport sammen med en lille blikdåse. Designeren Romain Albertini var manden bag idéen, hvis formål var at indsamle penge til en food bank for hjemløse og andre socialt udsatte. Det synes vi er en fantastisk idé!
7. Adris 2014
I 2014 præsenterede virksomheden Adris sin årsrapport i form af fire forskellige bøger, som hver især repræsenterede et af virksomhedens forretningsområder. Bøgerne var dog bundet sammen af en meget velkendt forsikringspjece fra en virksomhed, som Adris havde opkøbt året forinden. Reklamebureauet bag idéen var endnu engang Bruketa&Žinić, som dermed figurer to gange på vores liste! Du kan se den kreative årsrapport lige her!
8. Amazon Conservation Assoc. 2012
Amazon Conservation Associations bud på en årsrapport i 2012 ligner mest af alt en tegneserie, men det fungerer overraskende godt, og designet er i den grad anderledes. Vi er dog ikke sikre på, at dette utraditionelle bud på en årsrapport var gået inde hos Mærsk. Du kan læse tegneserien… vi mener årsrapporten lige her!
9. Prometey Bank 2012
Ikke alene én men to banker figurerer på vores liste over kreative årsrapporter. Med andre ord - hvis de kan, kan alle! Backbone Branding gik i 2012 sammen med Verdensnaturfonden om at lave en årsrapport for Prometey Bank, der skulle sætte fokus på truede dyrearter. Udover at indeholde flotte illustrationer af de truede dyrearter, var nøgletal og anden data illustreret gennem de forskellige dyrs livscyklus. Derudover inkluderede rapporten også en flot kalender.
10. Austria Solar 2011
Vi gemmer det bedste til sidst. Austria Solar, som beskæftiger sig med solenergi, lancerede i 2011 verdens første årsrapport, som kører på solenergi – ja du læste rigtigt. Årsrapporten udgør umiddelbart en masse blanke sider, men så snart solens stråler rammer papiret, pryder det flotte og farverige design pludseligt siderne. Vi er helt vilde med konceptet, som du kan se her!
Hjælp til årsrapport
Nu er vi gået igennem 10 forskellige krative årsrapporter, men har du selv brug for hjælp til at udarbejde din årsrapport, så kan Ageras hjælpe dig. Vi matcher dig med op til 3 forskellige kompetente revisorer - helt gratis og uforpligtende.